©  Foto:

Karens Minde Aksen

Udforsk Karens Minde, en grøn oase i Københavns hyggelige Sydhavn og et socialt og kulturelt knudepunkt for lokalmiljøet. 

Karens Minde Aksen er et nyt grønt byrum i Københavns Sydhavn. Området er bygget op omkring en lang sti af mursten, der snor sig gennem parken og munder ud i en svævende cirkelformet bro af træ. Det er et oplagt sted til en gåtur blandt store grønne træer i en spændende bydel, der yderligere byder på en hyggelig havnefront, dyreliv og vild natur side om side med moderne arkitektur og gode spisesteder.

Karens Minde Aksen er mere end et grønt område og pusterum fra byens støj og larm, det er også klima-innovation, eftersom stien og parken rent arkitektonisk fungerer som en såkaldt ’skybrudssikring’. Tidligere var parken i høj risiko for oversvømmelse, fordi den ligger lavt. Nu har man lavet et anlæg, der håndterer de store mængder af vand gennem en række filtreringsbassiner og fører det ud i et regnvandsbassin.

Parken vandt Berlingskes pris Byens Bedste Byrum i 2023 for dens dobbelte funktion, den bæredygtige innovation der skal håndtere vores regnvand samtidigt med at nabolaget får noget igen gennem et skønt område.

Desuden ligger Karens Minde Kulturhus i parken, et kulturelt og socialt knudepunkt for Sydhavnens lokale, så der kan du overveje at stikke hovedet forbi til en kop kaffe eller kold øl i caféen. De står også for en lang række spændende kulturelle arrangementer året rundt og er i samspil med Karens Minde Aksen med til at give hele området en helt særlig græsrodsånd.

Biodiversiteten er også i fokus i parken, hvor man både har bevaret eksisterende træer, men også plantet omkring 70 nye. Ved regnvandsbassinet har man plantet skrænterne og skabt levesteder for smådyr og insekter bag store sten. Børnenes Dyremark ligger lige ved parken, her kan du eller dine børn være heldig at støde på alpakaer, får, heste, kaniner eller høns.