Kalvebod Fælled
Vestamager byder i dag på store åbne vidder, hvor sol, lys og fugtig salt jord er livsvigtigt for de dyr og planter, som lever på strandengen.
1200 køer, hjorte og heste sørger for, at skoven ikke breder sig. Vestamager er også et værdifuldt levested for insekter, tudser, frøer og salamandre, blandt andet fordi her hverken sprøjtes eller gødes.
Vestamager og havet omkring er et reservat for vandfugle. Det betyder, at fuglene er beskyttet mod jagt. En del af reservatet er lukket for færdsel, men fuglelivet kan iagttages fra to fugletårne.
Der er naturlegeplads, café og aktiviteter ved Naturcenter Vestamager. Her kan du leje friluftsudstyr, cykler eller rulleskøjter til symbolske priser, se aktuelle udstillinger, og få naturvejledning og information til turen på Vestamager.