H3 Amager Fiskehus
På Amager ligger et lille stykke med dansk historie. Besøg H3 Amager Fiskehus og se det med egne øjne.
Det er historien om en familie, der siden 1870’erne har bragt friske fangster til deres kunder. Hvad der startede med en hestevogn i Frederiksbergs gader, er endt som velbesøgt fiskehus og restaurant, til stor glæde for de lokale.
Amager Fiskehus har ligget lige dér på Holmbladsgade i mere end 50 år, og for mange vil det være ren nostalgi, at besøge stedet i dag. Måske du husker, hvordan din mor tog dig med derned, for at hente fiskefrikadeller, og få en god snak over disken med indehaveren. Sådan er det stadig. Fiskefrikadellerne ligger klar til dig, og personalet er mindst lige så smilende som altid. Ejerne Rikke og Lars er femte generation i den lille, familieejede virksomhed, og for dem er kvalitet, stemning og friske varer som altid i højsædet.
I mange år bød Amager Fiskehus indenfor til frisk fanget og -leveret fisk, så deres kunder selv kunne kreere mangt en fantastisk fiskeret i hjemmet. Med tiden voksede et ønske om at give deres kunder en endnu større inspiration til de mange kulinariske muligheder der er i fisk, og derfor åbnede de restaurant H3 på samme adresse. Her byder de indenfor til et spændende udvalg af frokost- og middagsretter, sammensatte menuer og et mindre, men udførligt frisk a la carte kort. Med kun 28 siddepladser i restauranten, er der noget nær garanti for en hyggelig, intim madoplevelse, hvor personlig service og friskfangede råvarer er højeste prioritet.